Skiferie 2015 - Alpe d'Huez

Alpe d'Huez, Frankrig. Uge 4, onsdag d. 21 til lørdag d. 25. januar 2015, 3 fulde skidage.

Dejligt, endnu en skitur. Denne gang et herligt gensyn med franske Alpe d'Huez som jeg besøgte på min første rigtige skitur tilbage i 1997 (se artikel) og også var forbi en enkelt dag i år 2000.

For søren, det er jo 18 år siden. Som tiden dog går. Samtidigt må jeg erkende at turen var et brud på disciplinen om ikke at besøge den samme destination to gange (éndagsture undtaget). Nogen vælger den samme destination år efter år. Det er jo godt hvis man er tilfreds med det. Men stederne udvikler sig og der kan komme nye oplevelser på menuen som kan overraske én med en positiv smag.

Jeg var igen i afsted med Søren (primus motor), Lars og Thomas som herlige faste skikammerater. Så tak for god orden og herligt selskab. Det var en herretur som det nu skal være.

Turen derned var lidt træls da flyet var forsinket ud af København og vejret var ikke med os, så vi måtte lande i Lyon i stedet for Grenoble pga. for megen vind iflg guide. Det betød en ca. 2,5 time kedelig lang transfer med bus. Jeg kunne godt have rejsebureauet mistænkt for at have planlagt det.

Indkvartering

Til gengæld var der smidig indkvartering til det opgraderede Nortlander Charlet Rois Mages der kunne tilbyde jacuzzi, sauna og halvpension. Charleten lå lidt afsides (højre side af by/pistekortet) og lidt for langt fra centrum. Men vi havde halvpension, morgenmad og 4 retters aftensmad inkl. vin, så det er jo smukt, og så skal man ikke bruge energi med at finde spisesteder i byen. Største minus ved indkvarteringen var at der manglede trådløs internet (wi-fi). Stram op!

Området

Alpe d'Huez er et pænt stort sted med ca. 236 km pister og moderne lifter og rigeligt med dejlige pister på alle niveauer. Byen ligger ret højt (1860 meter over havet) hvilket som regel giver gode sneforhold og mange solskinstimer. Der er altid en restautant i nærheden og nogle endda med rigtig god mad. Jeg fik klart bedste måltid på den hyggelige Restaurant Les Airelles over i nærheden af Vaujany og jeg synes også jeg kan huske den fra den første tur i 1997. Jeg fik en klassisk omelet og salat mens Søren og Thomas scorede en lammeskank (fr. Sauris Agneau) i en gryde med hø. Den så ud til at være særdeles lækker. Lars valgte nok forkert i, hvad der lignede en lidt slatten, burger.

Vi var i byen torsdag aften og havde fået stedet Lounge 21 anbefalet. Vi fandt det ikke i første omgang og landede sjovt nok i The Underground Bar, som ligger under Nortlanders Hotel Le Chamois. Baren havde lavt til loftet og et udbredt britisk look og interiør.Vi hyggede os gevaldig med et par omgange dart og øl og oplevede livemusik senere på aftenen. Jeg spurgte bartenderen hvor Lounge 21 lå og fik anvist en rute. Men da vi ankom henad 23-tiden var der dødt. Så vi gik i stedet ind på Smithy's Tavern hvor der også var live musik og godt gang i afterski-dansen. Vi fik et par omgange GTI (gin og tonic) og følte os gamle blandt alle de unge. Jeg var selv hjemme ved 2-tiden med pæn ondt i håret. Op og stå på ski skal jeg alligevel selv om det kan være svært om morgnen. Men man tager jo ikke på skiferie for ikke at stå på ski.

Fra byen åbner lifterne kl. 9. Fx fører liften Marmotte II op til det fancy afterskisted La Folio Douce - ét konceptsted uden lige. Her var der afterski og gang i den hver dag fra kl 15.00. Der var ovenikøbet live musik, tunge basrytmer, sangerinder, dj og dans på bordene. Underligt nok blev alle smidt ud kl. 16.30, selv om der var rigelig med mulighed for at score kassen fra etablisementets side. En vin chaud (varm vin) kostede €5,5, men så kunne man også sidde indendørs i en lædersofa, lidt væk fra musikken. Jeg sagde jo, der var et konceptsted. Lidt for smart til min smag.

Fra højeste punkt Pic Blanc (3330 meter over havet) går de to legendariske sorte pister henholdsvis Le Tunnel og La Sarenne. Sidsnævnte er måske snarere en svær rød piste, pga længde og den lidt svære start fra Pic Blanc.

Le Tunnel

Jeg havde ikke prøvet Le Tunnel før. Jeg gennemførte den to gange. Første gang og før tunnellen kom vi ud på et temmeligt svært pukklet stykke hvor Thomas brækkede sin ene skistav. Anden gang fandt vi en nemmere piste ned til tunellen, som fører ca 60 meter gennem bjerget og ender i et smalt tværkam, som man skal forcere, for at komme ned på selve pisten. Afhængig af forholdende, som skifter meget fra sæson til sæson, kan dette stykke være temmelig drabelig og farligt. Falder man her risikerer man at glide 200 meter ned af bjerget (se fx denne video). På vej op med skiliften havde jeg kigget bjerget lidt ud og kunne konstatere, at forholdende var overkommelige. Så jeg tog det første stykke ved at stille skiene på tværs og henholdsvis flade ud og stramme op så jeg havde fuld kontrol. På denne måde kom jeg ned over det svære stykke og diagonalt over på den anden side af pisten hvor der var knap så stejlt og ikke så mange pukler. Herfra var det bare at tage kontrollerede sving nedad, med passende pauser undervejs. På anden tur ned ad Le Tunnel røg jeg halvvejds nede ind i en snedrive med den ene ski som straks fik mig til at styrte om i den bløde sne. Skiene røg ikke af og jeg kunne kun grine ad episoden. Thomas var på sin første tur uheldig og styrtede halvvejs nede og måtte med stor kræftanstrengelse selv hente skiene. Der er altså svært at og tungt at gå opad. Der var på det tidspunkt ingen til at hjælpe med at hente skiene oppefra. Hvilket får mig til at bemærke at den stærkeste skiløber i gruppen bør være sidste mand, så han/hun eventuelt kan hjælpe til hvis der sker noget. Desværre har de gode skiløbere det jo med at komme ud over stepperne. Og så må vi andre bare prøve at følge med. 

La Sarenne gennemførte jeg også to gange. Herlig, specielt som frisk morgentur hvor pisteforholdende var bedre. Sidste lange glidestykke ned mod Alpe d'Huez er jævn kedelig. Liften op til byen byder på en lille overraskelse i form af at den fører under landingsbanen til Alpe d'Huez lille lufthavn. Der var dog ingen landende fly.

Skistøvler

På førstedagen konstaterede jeg, at mine elskede skistøvler Rossignol Race 3 var ved at falde fra hinanden. Den tykke plastik revnede simpelthen. Som var det blevet mørt. Der faldt stykker af så inderstøvlen blev blottet. Jeg købte skistøvlerne tilbage i år 2000 til Serre Chevalier-turen og de var således også med på den engangstur til Alpe d'Huez, der blev arrangeret den gang. Så støvlerne oplevede sjovt nok både deres første og sidste tur i Alpe d'Huez.

Jeg måtte leje nogle nye støvler i skibutikken og gutterne der betjente mig grinede noget i skægget da de så mine støvler nærmest falde fra hinanden da jeg tog dem af. Jeg donerede støvlerne til butikkens skraldspand og det må havde imponeret, for ekspedienten kunne huske mig da jeg leverede ski og støvler tilbage om lørdagen.

Se fx også Rossignol Race 3 ski boots walk down memory lane.

Ski Tracks

Hjemmefra havde jeg forberedt min smarttelefon med appen Ski Tracks som med GPS kan registerer turene på pisterne. Herunder er lidt registerede data fra min tur. Tag dem med et gran salt. Nøjagtigheden af målingerne er ikke præcist. Men sjovt nok alligevel.

	Maks hastighed	Distance	Højdemeter	Max højde	# løb	Tid	Maks hældning
Dag 1	79,4 km/t	33,3 km	5169 m	3318 m	10	5 t. 16 min.	29 grader
Dag 2	79,1 km/t	25,7 km	4350 m	3319 m	7	4 t. 48 min.	33 grader
Dag 3	78,4 km/t	33,3 km	5792 m	3313 m	8	4 t. 36 min.	40 grader

Hjemad

Om lørdagen måtte vi igennem de sædvanlige besværligheder med at pakke, få leveret ski tilbage, få mad og få taget sig et bad. Typisk ved at få tildelt et specielt badeværelse, hvor der naturligvis hverken er shampoo eller toiletpapir. Rene håndklæder var der heldigvis tænkt på.

Turen til Chambery-lufthavnen tog også kedelige 2,5 timer. Og vi var i god tid. Så i lufthavnen hyggede vi os med et spil kort - af Thomas døbt Ragnarok, vist nok en variant af Davoserjazz - mens vi  på storskærm kunne høre Frankrigs herrerlandshold slå Sverige i VM-håndbold. Flyturen hjem var smertefri og noget hurtigere end de danskere vi mødte som i bil kørte de ca. 16 timer hjem. Godt det ikke var mig.

Om torsdagen var jeg uheldigvis faldet forover på brystet, naturligvis på et totalt fladt stykke, uden at få afbødet faldet med hænderne. Og for første gang er jeg kommet hjem med en mindre skade. Jeg fik forstuvet mine ribben og kan i skrivende stund, her en uge efter, stadig mærke det.

Prisen på turen lå på 5.099,- kr og dertil 350 kr for skileje (3. dage, sølv).

PS1. Husk at tage fotos af dit liftkort og dine ski. Så kan du dokumentere registeringsnummeret i så fald det skulle blive nødvendigt. Der var et par triste oplevelser for en svensk besøgende som fik stjålet skistave og ski.

PS2. Der var rigtig mange som kørte rundt med GoPro kamera (så de aktier skulle man nok havde investeret i) og man kan finde vældig mange videoer fra Alpe d'Huez på fx YouTube. Herunder har jeg indlagt én tilfældig video, som er rimeligt godt produceret og som giver et indtryk af oplevelsen.