Opdagelsen

En novelle af Michael Suodenjoki (1996)

Nikki boede som så mange andre tiårige i en lille lejlighed på 31. etage sammen med sine forældre. Lejligheden var ikke forskellig fra de mange andre lejligheder i den 32. etager høje skyskraber. Den var såmænd heller ikke forskellig fra de andre lejligheder i de flere hundrede skyskrabere, som Nikki hver dag kunne se ud fra køkkenvinduet.

Nikki’s mor Hanne stod i køkkenet og var ved at tilberede aftenens måltid.

”Nikki. Gider du lige at dække bord ?” spurgte hun.

Nikki svarede ikke men vandrede ind i den lille stue og hen til et reol.

”Hvad tid kommer far hjem ?” spurgte Nikki og tog nogle tallerkener ned fra reolen, som han stillede på stuebordet.

”Han må være her lige straks.” svarede Nikki’s mor ude fra Køkkenet.

Nikki lagde gaflerne og knivene på plads på de rette pladser og hørte så sin far Harry komme ind af hoveddøren og ind i den lille entré.

”Puha. Det har sørme været en hård dag.”, sagde han. ”Hvad skal vi have at spise?”

Hanne kom ud fra køkkenet og omfavnede Harry og kyssede ham på panden.

”Du ser træt ud. I må have haft en travl dag.” sagde hun.

De satte sig alle tre ned omkring bordet, for at spise.

”Ja, vi har skam også haft en travl dag. I morgen er vi nået ud på 2 år! Og du ved også godt, at det er en tradition, at der skal være festligheder for hver hele år.” sagde Harry.

”Nå ja, det er også rigtigt.” sagde Hanne og kikkede på Nikki. ”Spis nu din mad.” kommanderede hun.

”Jamen, det smager af …” - Nikki ledte efter det rigtige ord - ”… af pap!”.

”Det er også alt det syntetiske stads de putter i maden nu om dage” sagde Harry.

De sad lidt i stilhed og spiste, men så spurgte Nikki om han ikke må gå ned til haven efter at havde spist.

”Jo, det må du godt, men husk at være hjemme inden klokken otte.”

Efter spisetid tog Nikki elevatoren ned til haven. Nikki havde altid syntes at haven var det flotteste han nogensinde havde set. Der var store og små blomster mellem hinanden og i alle afskygninger. Farverne blandede sig i hinanden og tit kunne Nikki sidde i flere timer og drømme. Sommetider gik han lange ture eller legede med de andre børn i haven.

Da Nikki kom ned til haven, så han at der også var andre børn. Han kunne se Scotti der stod ovre ved et stort træ med ryggen til og var ved at tælle.

”.. otteoghalvfems, nioghalvfems og hundrede! Nu kommer jeg” råbte han, og vendte sig om. Scotti fik øje på Nikki og løb over til ham.

”Vil du ikke være med til gemmeleg?” spurgte han.

”Jo, jo.” svarede Nikki.

”Men du kan først være med i næste omgang.” sagde Scotti og løb ind mellem nogle farvefyldte blomster.

I næste omgang løb Nikki ind mellem nogle høje grønne buske for at gemme sig. Lidt senere kom Jonas listende hen ad den lille sti - hen mod hvor Nikki gemte sig. Nikki lagde sig på maven for ikke at blive opdaget og kom derfor til at fjerne noget jord. En lille rist kom til syne og Nikki blev så forbavset, at han lige var ved at blive opdaget af Jonas. Men Jonas opdagede ham ikke og listede forbi Nikki.

Da Jonas var væk fik Nikki tid til at undersøge den lille rist. Nikki kikkede ned gennem risten, men han kunne ikke se meget andet end mørke.

Han forsøgte med held, at åbne den lille rist og opdagede at hullet faktisk var stort nok til at han kunne kravle ned i mørket.

Sikken et fantastisk gemmested tænkte Nikki og kravlede ned i mørket. Jo længere ned han kravlede kunne han mærke en vind omkring sig og ved enden stoppede skakten i en lille tværgang. Nikki kikkede ned ad tværgangen og langt ude kunne han skimte en lille hvid prik.

Uden at tænke sig for meget om begyndte Nikki at kravle hen mod prikken. Som han nærmede sig blev gangen større og han kunne gå oprejst. Sommetider stødte en ny gang til og Nikki kunne mærke vinden blæse i håret.

Han vidste ikke hvor langt tid han havde gået, men lige pludselig stod han foran en stor hvid rund skærm. En lille boks hang på væggen og der sad to knapper på boksen. Der stod et eller andet under knapperne, men Nikki forstod ikke hvad der var skrevet. Han betænkte sig ikke et øjeblik og trykkede på en af knapperne. Den runde skærm drejede sig om en vandret akse og Nikki kunne kravle gennem den opståede halvcirkel.

Af en eller anden grund var Nikki ikke bange - tværtimod. Han var snarere fascineret af at han var nået så langt. Han tænkte ikke på hvad der kunne ske ham. Når hans nysgerrighed nu havde drevet ham så langt, ville han være med til det sidste. Hvad det så end ville ske!

Nikki dumpede ned i en hvid gang, der på det nærmeste krøllede sig af sted. Her var fuldstændigt tomt og Nikki besluttede sig for at gå til venstre. Han var næppe drejet omkring et hjørne før gangen endte ud i et stort kugleformet rum. Væggene var gennemsigtige og gennem dem så han tusinder og atter tusinder af små lysprikker. Foruden dem så han forunderlige violette tåger, der susede forbi hans synsfelt. Han var så betaget at dette, at han bare stod og så på dette fantastiske syn.

Først nu forstod han det som hans far havde talt om derhjemme ved middagsbordet. Først nu forstod han, at han i virkeligheden ikke befandt sig på en planet kaldet jorden, men på et gigantisk rumskib, som var kommet to lysår nærmere sit mål. Et mål han end aldrig ville få at se!