Manden der tænkte forkert

En novelle af Michael Suodenjoki (1998)

Lokalet er lyst. Fra et stort dannebrogs vindue falder solens stråler ind på et fint ryddeligt skrivebord og et par hvidlakerede stole. På bordet står der et lille spejl, der sender solens stråler videre ud i psykologens kontor. Bag skrivebordet sidder psykologen med et chartek i hånden. Han kigger i nogle af de ark papir, der løst hænger ud af chartekket, og gør sig klar til at starte sin session.

Manden, der sidder på en af de hvide stole foran psykologen kigger ind i spejlet med fastlåste øjne...

Hhmm, det er egentlig mærkeligt at se på den måde. Man ser jo slet ikke. Jeg ser-ikke lyder som et godt udtryk. Hvordan kan det være, at man sådan lige med ét kan sidde sådan og så bare stirre i blinde? Man er jo helt eftertænksom! Det må egentlig kunne bruges til noget det her. Gad vide om der nogen sinde er nogle, der har fået noget ud af at tænke på denne måde før. Sikkert, men jeg mener ikke at jeg har kunnet bruge det til noget før. Måske førend nu.

”Undskyld, men dit fulde navn er Rasmus Jensen?”, siger psykologen og kigger op over sine briller og nikker smilende.

Navn? Det er jo bare et mærkat som jeg har fået påsat, så man kan kende mig. Jeg kunne lige så godt hedde noget helt andet og i virkeligheden er der sikkert mange andre der hedder Rasmus Jensen, så det kan alligevel slet ikke bruges - sådan rigtigt. Så må man hedde Ras eller Rasmus to.

Det er egentligt sjovt - det med mærkater. Så længe man er enige om, at noget har det samme mærkat og dermed hedder det samme, så kan man være enige om det og tale om det. Jeg kom engang til at fortælle min bror at jeg ikke mente at hans tv var et tv, men at det var noget helt andet. Det kunne han ikke lige se. Det stod jo dér og lignende umiskendeligt et tv. Men jeg forsøgte at forklare ham, at det han så blot var noget han mente var et tv. I virkeligheden kunne det lige så godt være noget andet. Hvis alle hans venner også mente at det var noget andet f.eks. var et viosyn, mon så ikke han burde tænke sig lidt om. Det kunne også være at det han så blot var noget han troede at han så. Det kunne være at hans hjerne gav ham forkerte oplysninger. Skulle han så stole på det han så? I princippet er det lige meget om der i det hele taget var et viosyn eller ej. Hvis bare alle er enige om at det hedder et viosyn, når man kan tænde for det og se viosyn-avisen.

Men hvad nu hvis der så er én der sagde at han så tv-avisen i går? Mon han så ikke ville blive betragtet som lidt skør? Man ville ikke forstå hvad manden mente.

Et andet godt eksempel på hvad man kalder ting og hvordan man omfatter de ting, er historien om den flade jord. I gamle dage troede man at jorden var flad. Langt over 50 procent af befolkningen troede dengang at jorden var flad. Det kunne de jo se og de lærde folk bekræftede folk i denne opfattelse. Men så var der en person som sagde at jorden den var skam rund. Han blev vist også opfattet som værende lidt skør, men han fik overbevist så mange mennesker at man i dag mener at jorden er rund. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene. Jeg tror at jeg mener det samme som alle andre. Så kan det ikke være helt forkert. Er det forkert?

”Rasmus?”

Hvad er der nu?

”Rasmus. Du har nu været her i 4 år og vi føler ikke rigtig…”

Vi føler, siger du. Hvad ved du om at føle og hvorfor siger du vi? Du sidder sgu da dér helt alene! Hvad ved du om hvad andre føler? Jeg har besvær nok med at finde ud af hvad jeg selv føler, så hvordan kan du så sige hvad jeg og andre føler?

Nogen gange føler jeg noget, men gør ikke noget ved det. Men det er sjovt nok kun når det ligger internt. Der ligger ligesom noget og summer inde i hovedet og det ligger lige på kanten til at forsvinde og jeg prøver desperat at få det frem, så jeg kan kigge på det i klart dagslys. Men det sker sjældent og oftest forsvinder det - blot for at dukke frem igen på et andet tidspunkt. Selv når det er neddykket, ved man at det er der og man kan fornemme det. Mon det er at føle? Eller er det når man ikke ved hvad man føler?

Når følelsen ligger eksternt, er det nemmere. Så kan man bedre tro på det. Hvis man tisser i bukserne i en uhyggelig situation, så er man nok bange. Så har man følelsen af at være bange.

Der er dog eksterne situationer hvor man ikke rigtig ved hvad man skal føle. F.eks. så mener jeg, at jeg nogle gange ser noget ud af øjenkrogen, men så ikke rigtig ved hvad det var jeg så. Så jeg noget eller bilder jeg mig noget ind? Det kan også være en lyd. Stop, hørte du det? Når det sker så siger jeg altid til mig selv at det er rigtig at jeg så noget eller hørte noget. Derfor agere jeg altid efter det. Jeg siger ikke at det bare er noget jeg bilder mig ind. Næ, jeg tror på mine sanser og handler ud fra dem. Ofte har det alligevel ingen betydning, men jeg tror alligevel på det.

Måske skulle jeg også prøve at gøre det samme med de interne følelser. Altså at handle efter dem, i stedet for blot at lade dem ligge og flyde på kanten. Det kan være de kommer frem i dagslyset hvis man handler efter dem.

”… synes du selv at du har gjort nogle fremskridt?” spurgte psykologen og strøg sin pegefinger over sine læber i et eftertænksomt øjeblik. Da han ikke umiddelbart fik noget svar tog han en blyant frem fra lommen i sin hvide kittel og noterede sig et eller andet i journalen.

Lidt efter: ”Jaså. Men vi må vel hellere stoppe for i dag.”